Den danske jordbær sæson er kort og derfor importerer vi bær fra for eksempel Spanien og Nordafrika. De fleste bær flyves ind og samtidig er jordbær et af de bær, hvor der bruges flest sprøjtemidler i produktionen samtidig med, at vandforbruget er enormt. Derfor har vertikalt dyrkede jordbær et kæmpepotentiale, fordi man både kan producere lokalt hele året, undgå sprøjtemidlerne og samtidig mindske overforbruget af vand.
Men at producere jordbær på en vertikal farm er ikke nemt. Dels skal man sørge for bestøvning og dels skal man finde effektive høstmetoder og sidst, men ikke mindst, så skal man optimere smag og struktur i jordbærrene, så kvaliteten bliver mindst lige så god som jordbær fra marken. Derfor er der kun ganske få vertikale farme i verden, der hidtil er lykkedes med at producere jordbær.
“Vi er nu blandt de få vertikale farme i verden, der har knækket koden til at få jordbær på planterne. Nu skal vi arbejde videre med at optimere smagen og produktionsformen - herunder automatisering af høsten. Mens andre producenter satser på jordbær som luksusvare til meget høje priser, så er vores mål med Nordic Harvest at producere vertikale afgrøder, der ikke koster mere end tilsvarende traditionelt producerede,” fortæller Anders Riemann, stifter og CEO hos Nordic Harvest.
De vertikale jordbærplanter vokser - som resten af Nordic Harvest produktion - med rødderne i næringsholdigt vand og under LED lys. I stedet for at have bier flyvende rundt i produktionen, så bruger Nordic Harvest præcisionsluftstød til bestøvning, hvor der gives et vertikalt pust af luft henover blomsterne med præcis den rigtige styrke.
De første modne jordbær har set dagens lys. Nu skal der udvikles videre på effektive høst-metoder samt vækstbetingelser, så jordbærrene får den optimale smag og struktur. Herunder skal der også testes forskellige sorter, for at finde de jordbær, der udvikler bedst smag i en vertikal produktion.
Nordic Harvest er i øjeblikket i gang med at rejse investor kapital til en markant udvidelse, hvor man går fra et vækstareal på 3500 kvm til 35.000 kvm. Samtidig bliver hele produktionen bygget om, blandt andet med forskellige vækstzoner, der giver mulighed for at dyrke langt flere forskellige sorter - herunder jordbær.
“De sidste to år har vi brugt over 18.000 timer på at udvikle vores koncept, så vi nu er klar til at gå fra et proof of concept, der har vist at vi kunne producere konsistent, i høj kvalitet og i store mængder. Nu er vi klar til proof of profit, hvor vi med en helt re-designet produktion kan vise, at vi også kan tjene penge på vertikal produktion. Det kræver selvsagt, at vi også udvider vores produktportefølje med flere typer salater, krydderurter og ikke mindst bær, som der er stor efterspørgsel efter,” slutter Anders Riemann.
Nordic Harvest forventer at udvidelsen er bygget færdig efter sommeren 2024 og går alt efter planen med udviklingen af jordbær, vil de kunne smages af danske forbrugere i vinteren 2024.