11.2.22
Interview

Med grønne fingre får man røde stængler

Foto:
Hos Nordic Harvest arbejder vi hele tiden på at finde og udvikle nye, spændende sorter, som vi kan dyrke på vores vertikale farm. I den proces spiller vores planteeksperter en vigtig rolle – mød en af dem her.

I et hjørne af produktionshallen peger Denise Tonetta på nogle små planter med knaldrøde, næsten pink, stængler, der står og stritter ved siden af en sprudlende grøn romaine. “Rhubarb chard” hedder sorten, fortæller hun, og det er en af mange salater, som Nordic Harvest løbende tester i den vertikale farm i Taastrup.

Denise er uddannet biolog med både mastergrad og PhD i økologi – og så er hun Nordic Harvests go to-planteekspert. Til dagligt arbejder hun med at udvikle nye sorter til Nordic Harvests sortiment sammen med de andre plantespecialister på den vertikale farm.

Når vi hos Nordic Harvest skal finde og udvikle en ny sort til butikkerne, begynder det først i et samarbejde med salgsafdelingen. Her ser man måske et potentiale i salater, der har andre farver end de mere “klassiske” grønne salater som rucola eller spinat. Det kunne være sorter med gule nuancer, lilla blade – eller røde stængler.

Det første skridt på vejen til supermarkedshylderne er at finde de rigtige frø. Det gør vi ved at teste kvaliteten af forskellige sorter i vores laboratorium. Her er der overordnet set to ting, vi kigger efter: For det første, om frøene er “rene”, da de eksempelvis ikke må indeholde pesticider eller uvelkomne bakterier. For det andet, om de har en god spiringsevne – altså om der er en stor nok procentdel af frøene, der begynder at spire. Begge dele er afgørende for at sikre en bæredygtig produktion i sidste ende.

Lykkes det at finde en god sort og sunde frø, handler næste skridt om at finde frem til den helt rigtige “opskrift” på at producere sprød og smagfuld salat. Det er her, Denise og de andre plantespecialister kommer i spil. Helt konkret udfører holdet en en masse forskellige forsøg med de spirende planter, hvor de justerer på sammensætningen af den mængde næring, vand og lys, som planterne modtager – og derefter nærstuderer og analyserer de resultaterne.

“Man kan se, hvordan planterne opfører sig, hvordan de ændrer form og smag, når vi giver dem lidt mere næring og lys, eller hvis vi giver dem lidt mindre,” siger Denise. “Det er jo fantastisk.”

Undervejs i processen samler Denise og hendes kolleger data om planterne, såsom hvor hurtigt og hvor meget de vokser. På den måde kan de sammensætte den helt rigtige opskrift på en salat, der producerer i store mængder og smager fantastisk. Og med en skræddersyet fremgangsmåde i hånden kan en egentlig produktion efterfølgende gå i gang. Derefter vil kunderne kunne finde den nye salat på hylderne i supermarkederne.

Hele processen kan tage alt fra blot nogle få måneder, hvis alt flasker sig i testforløbet, eller planterne kan ende med aldrig at komme på hylderne, fordi varianten eksempelvis vokser for lidt eller for langsomt, til at det giver mening at dyrke den.

I øjeblikket er netop udviklingen af nye produkter noget af det, der fylder meget hos Nordic Harvest. Senest lykkedes det at finde frem til den helt rigtige fremgangsmåde til at dyrke både iceberg og romaine på den vertikale farm. At se salater, som hun har været med til at udvikle og fremdyrke, i butikkerne, er noget af en oplevelse, medgiver Denise:

“Det er virkelig fedt,” siger hun og uddyber: “Dengang jeg studerede, lærte vi godt nok om vertikal farming, men det var noget, der var virkelig futuristisk og virkede drømmeagtigt. Men nu arbejder jeg rent faktisk med det, og for mig er det virkelig fantastisk.”

Artiklen kan læses her

Læs mere lige her