Hvad har salatsorten rucola at gøre med dataindsamling og programmering? En hel del faktisk. For i et moderne vertikalt landbrug som Nordic Harvest er det afgørende, at biologi og data spiller sammen for at sikre forbrugerne den bedste salat og en bæredygtig produktion.
I spændingsfeltet mellem biologi og data arbejder 27-årige Holger Klint. Han er dataanalytiker hos Nordic Harvest og har en kandidatgrad i digital innovation og management med en specialisering i data science. Til dagligt sidder han på Nordic Harvests kontor i Taastrup ved et vindue med udsigt til rækkerne af spirende iceberg og grønkål i produktionshallen ved siden af. Selvom der umiddelbart kan virke langt fra computerskærm til plantebiologi, spiller Holgers arbejde en central rolle i at optimere planternes betingelser i produktionhallen bag glasset.
Hos Nordic Harvest dyrker vi nemlig vores afgrøder efter en skræddersyet “opskrift”, der består af data om alt fra vandtemperatur og luftfugtighed til sammensætningen af næringsstoffer og mængde af lys. Det er et bredt spektrum af variable, der i sidste ende skal sikre vores sprøde rucola, friske iceberg og smagfulde grønkål optimale vækstbetingelser. Data om planterne bliver løbende samlet ind, så vi kan blive klogere på dem og hvorfor de udvikler sig, som de gør.
En stor del af Holgers daglige arbejde består i at analysere det indsamlede data, hvorefter resultaterne bliver brugt i arbejdet med at optimere de forskellige dele af produktionen.
Efter input fra Nordic Harvests plantespecialister har Holger eksempelvis undersøgt, hvordan rucolaen påvirkes af sine omgivelser. Helt konkret undersøgte han, om det ville påvirke det endelige resultat, hvis rucolaen groede side om side med andre plantesorter i hylderækkerne i stedet for at stå alene.
“Der fandt jeg ud af, at det faktisk havde en betydning. Så det har efterfølgende ændret måden, hvorpå vi producerer. Nu står der ikke kun rucola på en hylde, men den står mixet sammen med andre afgrøder,” fortæller Holger.
På den måde kommer databehandling og -analyse til at spille sammen med biologi i processen fra spirende frø til færdig salat. Selv er Holger glad for at kunne koble sin uddannelse og sit arbejde med sin personlige interesse for madproduktion og landbrug – og ønsket om at passe på klimaet.
“Det tror jeg er det fedeste ved mit job: At jeg konstant har den der følelse af at, ja, jeg gør noget vigtigt her,” fortæller han.
I øjeblikket fokuserer vi hos Nordic Harvest især på at optimere to aspekter af produktionen: Vægten af den samlede mængde salat, vi producerer, også kaldet net weight output, og den såkaldte germination rate, altså hvor stor en procentdelt af vores plantefrø, der spirer. Ved at optimere disse processer bliver vi også mere bæredygtige, da mindre energi går tabt.
Selvom vi allerede har et stort datagrundlag at arbejde ud fra, er vi endnu i de indledende faser, og analyserne fra Holgers hånd giver indtil videre kun indikationer, ikke facit med to streger under. Snart kommer vi dog til at intensivere dataarbejdet endnu mere, i takt med at Nordic Harvest udvider produktionen, og samtidig skruer vi op for mængden og typen af data, vi indsamler. I den forbindelse kommer vi blandt andet til at implementere AI – eller kunstig intelligens – der skal assistere os i produktionen ved lynhurtigt at indsamle, behandle og analysere enorme mængder data om vores planter og deres vækstbetingelser.
Dermed kommer vi med langt større præcision til at kunne forudsige effekten af at ændre på temperatur, næring og luftfugtighed – ligesom vi også bliver klogere på, hvordan sådanne variable påvirker andre parametre som smag og sprødhed. Og dermed sørge for, at forbrugeren får den perfekte salat med hjem fra supermarkedet.